Her i min influenza-ramte tilstand bliver der tid til at følge lidt med, selvom kroppen kører på lavt blus. I går var der et meget omtalt debatmøde, hvor en vis Lars Hedegaard fra Trykkefrihedsselskabet deltog. Jeg så dog kun uddrag fra dette debatmøde, men mine ører blev lidt ekstra aktiverede, da TV2 News efterfølgende interviewede en professor fra Københavns Universitet (jeg mener at huske, at han hedder Kurt A. Nielsen, men jeg har ikke kunnet finde ham på Københavns Universitets hjemmeside...).
Under alle omstændigheder vakte denne professor min interesse fra starten - dog på en negativ måde. Under de første 30 sekunder af interviewet lød det som om han mente, at Lars Hedegaard selv var skyld i attentatforsøget og at man ikke rigtigt kunne have ondt af ham. Dette ville svare til, at en pige, der klæder sig udfordrende, selv er skyld i en eventuel voldtægt.
Ovenstående begyndte dog at give mening, da professoren fik lov at uddybe sin holdning og det var her min opfattelse af ham vendte fra negativ til positiv. Professoren argumenterede, at i enhver gruppering af mennesker, der kommunikerer, er der en grad af selvmoderation, dvs. hver person filtrerer det, de siger, og vurderer hver situation og udtalelse i forhold til, hvordan man ønsker at stå i forhold til de andre. Her kan en person vælge at provokere f.eks. på grund af dyb overbevisning eller simplethen for at provokere. Begge dele bliver opfattet negativt af omgivelserne, hvis det overdrives.
Når dette overføres til ytringsfrihed og Lars Hedegaard, så betyder det, at når en person som Lars Hedegaard konstant provokerer den samme mængde mennesker, så kan det ikke undgås at blive opfattet negativt af denne gruppe mennesker. Og i en sådan gruppe mennesker vil der typisk være et fåtal, der ikke lader sig styre af et samfunds accepterede opførsel og derfor kan finde på at gå til ekstremer som f.eks. et attentatforsøg. Dette er selvsagt ikke lovligt eller acceptablet, men på samme måde som trafikreglerne ikke kan forhindre vanvidskørsel, kun dømme folk, der udfører det, så kan den danske lovgivning ikke forhindre et sådant attentatforsøg, kun dømme folk, der udfører det (hvis de kan findes).
Pointen er dog, at en person der konstant provokerer må forstå og acceptere, at vedkommende er mål for andre personers vrede. Ytringsfrihed er ikke en ret til at provokere men en ret til at sige, hvad man mener - ytringsfriheden tilsidesætter dog ikke alle andre skrevne og uskrevne spilleregler i samspillet mellem mennesker.
Derudover har jeg lidt svært ved at forstå, at det danske samfund skal bruge millioner af kroner på at beskytte Lars Hedegaard og lignende personer mod fremtidige attentatforsøg - skal jeg så også have beskyttelse, hvis jeg bevidst provokerer mennesker, der kører i en Berlingo og en af disse personer en gang har truet mig med en knytnæve (dette er et hypotetisk eksempel)? Hvor går skillelinien?
Under alle omstændigheder vakte denne professor min interesse fra starten - dog på en negativ måde. Under de første 30 sekunder af interviewet lød det som om han mente, at Lars Hedegaard selv var skyld i attentatforsøget og at man ikke rigtigt kunne have ondt af ham. Dette ville svare til, at en pige, der klæder sig udfordrende, selv er skyld i en eventuel voldtægt.
Ovenstående begyndte dog at give mening, da professoren fik lov at uddybe sin holdning og det var her min opfattelse af ham vendte fra negativ til positiv. Professoren argumenterede, at i enhver gruppering af mennesker, der kommunikerer, er der en grad af selvmoderation, dvs. hver person filtrerer det, de siger, og vurderer hver situation og udtalelse i forhold til, hvordan man ønsker at stå i forhold til de andre. Her kan en person vælge at provokere f.eks. på grund af dyb overbevisning eller simplethen for at provokere. Begge dele bliver opfattet negativt af omgivelserne, hvis det overdrives.
Når dette overføres til ytringsfrihed og Lars Hedegaard, så betyder det, at når en person som Lars Hedegaard konstant provokerer den samme mængde mennesker, så kan det ikke undgås at blive opfattet negativt af denne gruppe mennesker. Og i en sådan gruppe mennesker vil der typisk være et fåtal, der ikke lader sig styre af et samfunds accepterede opførsel og derfor kan finde på at gå til ekstremer som f.eks. et attentatforsøg. Dette er selvsagt ikke lovligt eller acceptablet, men på samme måde som trafikreglerne ikke kan forhindre vanvidskørsel, kun dømme folk, der udfører det, så kan den danske lovgivning ikke forhindre et sådant attentatforsøg, kun dømme folk, der udfører det (hvis de kan findes).
Pointen er dog, at en person der konstant provokerer må forstå og acceptere, at vedkommende er mål for andre personers vrede. Ytringsfrihed er ikke en ret til at provokere men en ret til at sige, hvad man mener - ytringsfriheden tilsidesætter dog ikke alle andre skrevne og uskrevne spilleregler i samspillet mellem mennesker.
Derudover har jeg lidt svært ved at forstå, at det danske samfund skal bruge millioner af kroner på at beskytte Lars Hedegaard og lignende personer mod fremtidige attentatforsøg - skal jeg så også have beskyttelse, hvis jeg bevidst provokerer mennesker, der kører i en Berlingo og en af disse personer en gang har truet mig med en knytnæve (dette er et hypotetisk eksempel)? Hvor går skillelinien?
