mandag den 29. oktober 2012

At rejse er at leve?

Jeg har i min professionelle karriere rejst en del rundt i verden. Typisk rejser på 1-4 dages varighed og sjældent samme sted to gange i træk, så jeg er aldrig rigtigt nået at blive træt af et sted.

Mange mennesker vil tænke, at et sådant arbejdsliv må være skønt: Man kommer ud og ser andre steder og kulturer og det må vel være som at være på ferie hele tiden. Ja, man kommer ud og ser andre steder og oplever andre kulturer, men den typiske forretningsrejse for mig består af en taxi fra lufthavnen til et kontor eller et hotel for derefter at indeholde lange arbejdsdage efterfulgt af en nats søvn i en hotelseng og efter nogle dage af dette så er det med taxi til lufthavnen og hjem - hvor er det lige ferien er i det?

Jeg skriver dette indlæg, fordi jeg har skåret kraftigt ned på min rejseaktivitet - faktisk har jeg ikke set en lufthavn de sidste 9 måneder - på grund af nedskæringer i firmaet, der nødvendiggør brug af telefonkonferencer til meget af det, man før rejste for at udføre. Er mit liv blevet kedeligere af det? Nej, det er faktisk blevet mere behageligt - væk er stressen, der kommer fra bekymringer, om man nu når flyet og hvad man ellers skal have til at falde i hak i fremmede omgivelser og dette er erstattet af et nogenlunde normalt familieliv, hvor jeg kan sove i min egen seng næsten hver nat.

Desuden føler jeg, at jeg nu kan bruge min tid mere effektivt end før, hvor der gik meget tid med rejserelaterede aktiviteter. Bevares, jeg har da en bærbar computer, så jeg kan være produktiv i lufthavne og fly, men det er altså ikke det samme som at arbejde nogenlunde koncentreret i et kontormiljø. Jeg har faktisk på en enkelt rejse præsteret at bruge en hel arbejdsuge (mandag morgen til fredag midt på dagen) med rejseaktivitet, der målt i produktivitet indeholdt et to-timers kundemøde i Argentina - resten var tid, der kun kan beskrives som rejserelateret aktivitet, dvs. reelt spildtid.

Savner jeg forretningsrejserne? Ja, en enkelt rejse i ny og næ er overkommeligt og skaber lidt afveksling, men jeg kan ikke associere mine erfaringer med H.C. Andersens udtalelse om "at rejse er at leve".

mandag den 22. oktober 2012

Tågelygter og kørelys - lær din bil at kende!!!

Mange har igennem årene skrevet om brugen af tågelygter, men tilsyneladende er der stadig mange, der ikke kan finde ud af det. Måske skyldes det, at sådanne skriverier typisk er i fagblade (bilblade) samt fagspalter i aviserne, som primært læses af folk, der interesserer sig for stoffet, så det når langt fra ud til alle bilister - desværre. Og nu er der kommet endnu en funktionalitet på nyere biler, der skaber farlige situationer pga. uvidenhed - er der en god undskyldning for ikke at lære sin bil at kende?

Lad os bare tage tågelygterne først, så er det emne ryddet af vejen i denne omgang. Tågelygter foran på bilen er ikke det store problem: De bruges i dårlig sigtbarhed, men jeg må indrømme at jeg aldrig har set deres virkning. Problemet er tågelygterne bag på bilen: Disse kraftige røde lygter generer faktisk andre bilister bagved dig og du skal kun bruge dem, når der ikke er andre biler umiddelbart bagved dig. Du skal så tænde det bagerste tågelys og slukke det når du ser en bil komme op til dig bagfra - inden du blænder vedkommende. Når du på denne måde har fået en anden bilist bagved dig, så er det vedkommendes opgave at have sit tågelys bagpå tændt, så yderligere bagfrakommende billister kan se den bagerste bil i rækken. Det er ikke svært, men tilsyneladende gider folk ikke - det kan da ikke være uvidenhed, hvis man tager i betragtning, hvor meget der er skrevet om emnet de seneste 20 år? Eller måske er det bare tankeløshed?

Nå, men nu til et af de seneste påfund: Kørelys. Lad mig bare slå fast, at kørelys er en glimrende ting og det forhindrer sikkert mange ulykker. Men kombineret med nymodens teknologi som lyssensorer samt det faktum, at kørelys kun er påkrævet foran på en bil, så skaber det situationer, hvor folk stoler på teknikken og glemmer at tænke. Det man glemmer, er at tænde lyset i mørkt føre samt ved dårlig sigtbarhed, f.eks. i regnvejr på en motorvej, hvor tændte baglygter er et absolut minimumskrav for at bliver set nogenlunde i sådan et føre.

Jeg læste i en FDM biltest fornylig, at nye biler fra Audi og BMW har taget konsekvensen af ovenstående og indført, at lyset automatisk tænder, når vinduesviskerne bruges. Så man prøver med teknik at hjælpe tankeløse bilister, hvilket jo er OK, men det bidrager desværre også endnu mere til, at bilister forventer, at bilen klarer stort set alt, bortset fra at køre - og det er i sig selv farligt efter min mening.

Så lær din bil at kende, for vores alles sikkerheds skyld!

torsdag den 11. oktober 2012

Dårlige film i min filmsamling

Jeg har en relativt omfattende samling af film på DVD'er og Blu-ray. Størstedelen af filmene er købt for adskillige år siden og der sker ikke længere tilføjelser til samlingen i samme takt som der gjorde engang.

Til trods for min generelle mainstream smag indenfor film, dvs. primært såkaldte blockbusters - der måske nok er dårlige i filmkritikeres øjne, men masserne kan generelt lide dem (filmene, ikke kritikerne...) - så har der sneget sig adskillige virkelig dårlige film ind i samlingen - jeg synes de er dårlige, men "you may like it", og du skal være velkommen til at vise interesse for at købe disse af mig for meget langt under min indkøbspris... ;-)

Listen over dårlige film i min samling tæller umiddelbart mindst disse fire film:

The Informers
Denne blev vist købt pga Amber Heard på skuespillerlisten. Jeg havde set en anden film med Amber Heard som var udmærket (kan ikke huske hvilken) så jeg ville se lidt andet hun havde været med i, men The Informers kan vist ikke have vundet nogen positive priser...

The Naked Killer
Jeg må tilstå, at jeg ikke helt ved, hvordan denne film er havnet i min samling. Der er en pæn - og næsten nøgen - skuespiller med, men det er vist også det bedste, der kan siges om denne film. Jeg vil dog anbefale, at man ser den een gang i sit liv - det er en oplevelse på en eller anden måde...

Romper Stomper
En af Russell Crowes tidlige film, dvs. før han blev kendt - og jeg antager, at det ikke var denne film, der gjorde ham kendt...


Fire On The Amazon
OK, hvor mange mænd kan modstå salgsteksten på kassen: "Indeholder nøgenscene med Sandra Bullock"? Det var så nok også det mest positive ved den film (som Sandra Bullock i øvrigt selv har instrueret så vidt jeg husker), men desværre var selv det højdepunkt temmelig lavt...

mandag den 8. oktober 2012

Miljøvenlig bil? Tænk igen...


I det engelske TV-program Top Gear sæson 11, afsnit 1 er der et interessant indslag om miljøvenlige biler, hvor man sætter en Toyota Prius op mod en BMW M3.

Umiddelbart burde der ikke være tvivl om, hvilken af disse to biler, der er den mest miljøvenlige (officielle tal siger 23,3km/l for Prius og 8,0km/l for M3 ved blandet kørsel). MEN, en praktisk test viser et lidt andet billede, som - selvom det er et lidt ekstremt eksempel - giver stof til eftertanke.

Testen gik ud på at Prius'en skulle køre 10 omgange på en test-bane så hurtigt som muligt. M3'en skulle så bare følge efter og holde trit med Prius'en. Dette betyder, at Prius'en vil være i sit maksimale ydelsesområde det meste af tiden mens M3'en er i relativt lunte-trav det meste af tiden.

Testens resultat blev at M3'en faktisk kørte længere på literen end Prius'en under disse omstændigheder!!!

Hvad betyder det for alle de såkaldte miljøvenlige biler med alt for lille motor, der tøffer rundt på Danmarks veje og prøver at følge normal-tempoet på de danske motorveje?

søndag den 7. oktober 2012

Kontanthjælp

OK, egentlig skulle denne blog ikke indeholde noget som helst politisk materiale, men jeg er bange for, at betragtningerne i dette indlæg ikke opfylder den ikke-politiske hensigt med denne blog...

Lad mig lægge ud med at fastslå, at jeg (heldigvis) ikke ved særligt meget om at modtage kontanthjælp i Danmark. Jeg håber heller ikke, at jeg kommer i en situation, hvor jeg bliver nødt til at overveje at søge kontanthjælp, men man ved jo aldrig...

Min bekymring, hvis man kan kalde det det, kommer i forbindelse med kravene til personer, der kan komme i betragtning til at modtage kontanthjælp. Så vidt jeg ved, er det et krav for at modtage kontanthjælp, at man ikke har nogen formue. Dvs. at al opsparing, friværdi samt større værdier skal frigøres før man kan komme i betragtning til at modtage kontanthjælp (hvis dette ikke er korrekt, så må en læser gerne korrigere mig).

Dette betyder lidt simplistisk, at en person, der har formået at føre en økonomisk sund tilværelse med lidt opsparing og friværdi samt minimal gæld, bliver "straffet" i forhold til en person, der har trukket på alle tænkelige kreditter og ikke har sparet noget op for til slut at stå med en pæn gæld. Sidstnævnte kan - simplistisk betragtet - modtage kontanthjælp mens førstnævnte ikke kan komme i betragtning til kontanthjælp, før denne har brugt al opsparing mm.

Det lyder ikke helt fair, gør det?