fredag den 2. august 2013

Cirkus i byen? Næ, det er cykelløb...

Lad mig begynde med at slå fast, at jeg som sådan ikke har noget imod cykelløb eller andre former for sportsarrangementer, der afholdes i det offentlige rum. Men gårsdagens etape af Post Danmark Rundt, der lagde vejen forbi Padborg, fik mig til at tænke lidt over rammerne omkring et sådant cykelløb.


Selve virakken omkring hele karavanen af reklamebiler, der kører et stykke foran selve cykelløbet er harmløst omend ganske larmende og en anelse generende for trafikken. Det er dog i praksis ikke det store problem. Selve cykelløbet ville dog være i ganske alvorlige vanskeligheder, hvis det ikke var for det massive opbud af politi og hjemmeværn, der sørger for sikker passage af cyklisterne under hele løbet til kortvarig gene for den almindelige trafik.


Men dette massive forbrug af politiresourcer fik mig til at tænke lidt over de omkostninger, der er forbundet med dette. På samme måde som det har været fremme, at høj-risiko forboldkampe skulle betale for den massive politidækning til sådanne kampe, så ville det måske også være rimeligt, at et cykelløb dækker sådanne omkostninger (her antager jeg, at det ikke sker i dag, men jeg ved det ikke).



Men ikke nok med at omkostningerne er et problem. Også det massive dræn på politiresourcer må give politiet problemer. Jeg vil umiddelbart gætte på, at der var 15-20 politimotorcykler involveret i cykelløbet, hvilket jeg antager er en ganske stor procentdel af politiets samlede flåde af motorcykler i hele Danmark. Hvad gør politiet, hvis der skal køres ambulance-eskorte mens der er cykelløb? Hvordan prioriteres resourcerne mon i en sådan situation - kan man forestille sig, at man bliver nødt til at stoppe cykelløbet? Næppe...

Hvis nogen ved lidt om politiets rolle og prioriteter i forbindelse med et sådant cykelløb, så skriv endelig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar