mandag den 29. oktober 2012

At rejse er at leve?

Jeg har i min professionelle karriere rejst en del rundt i verden. Typisk rejser på 1-4 dages varighed og sjældent samme sted to gange i træk, så jeg er aldrig rigtigt nået at blive træt af et sted.

Mange mennesker vil tænke, at et sådant arbejdsliv må være skønt: Man kommer ud og ser andre steder og kulturer og det må vel være som at være på ferie hele tiden. Ja, man kommer ud og ser andre steder og oplever andre kulturer, men den typiske forretningsrejse for mig består af en taxi fra lufthavnen til et kontor eller et hotel for derefter at indeholde lange arbejdsdage efterfulgt af en nats søvn i en hotelseng og efter nogle dage af dette så er det med taxi til lufthavnen og hjem - hvor er det lige ferien er i det?

Jeg skriver dette indlæg, fordi jeg har skåret kraftigt ned på min rejseaktivitet - faktisk har jeg ikke set en lufthavn de sidste 9 måneder - på grund af nedskæringer i firmaet, der nødvendiggør brug af telefonkonferencer til meget af det, man før rejste for at udføre. Er mit liv blevet kedeligere af det? Nej, det er faktisk blevet mere behageligt - væk er stressen, der kommer fra bekymringer, om man nu når flyet og hvad man ellers skal have til at falde i hak i fremmede omgivelser og dette er erstattet af et nogenlunde normalt familieliv, hvor jeg kan sove i min egen seng næsten hver nat.

Desuden føler jeg, at jeg nu kan bruge min tid mere effektivt end før, hvor der gik meget tid med rejserelaterede aktiviteter. Bevares, jeg har da en bærbar computer, så jeg kan være produktiv i lufthavne og fly, men det er altså ikke det samme som at arbejde nogenlunde koncentreret i et kontormiljø. Jeg har faktisk på en enkelt rejse præsteret at bruge en hel arbejdsuge (mandag morgen til fredag midt på dagen) med rejseaktivitet, der målt i produktivitet indeholdt et to-timers kundemøde i Argentina - resten var tid, der kun kan beskrives som rejserelateret aktivitet, dvs. reelt spildtid.

Savner jeg forretningsrejserne? Ja, en enkelt rejse i ny og næ er overkommeligt og skaber lidt afveksling, men jeg kan ikke associere mine erfaringer med H.C. Andersens udtalelse om "at rejse er at leve".

1 kommentar: