onsdag den 14. november 2012

Kassebetjening i Netto - misforstået effektivisering?

Hvis der er noget, der kan få mig til at undgå at handle i Netto, så er er det Nettos tilsyneladende misforståede effektivisering af kasseekspeditionen.

For mig som kunde ser det ud som om kassekspedientens fornemste opgave er at få scannet alle kundens varer så hurtigt som muligt. Fair nok, det burde jo være den mest effektive afvikling af det nødvendige onde, der går under betegnelsen "kunder", men det nytter altså ikke noget, at man haster sig igennem scanningen når det sker på bekostning af varerne og kundetilfredsheden.

Hvis man har mere end en håndfuld varer kan man være sikker på, at under forløbet med at få dem scannet så bliver vindruerne eller tomaterne mast af vandmelonen eller de to liter mælk, der drønes ind i de skrøbelige varer af et transportbånd, der ser ud til at have sit eget liv og først stopper når alle sårbare varer er mast ind til halv størrelse.

Denne misforståede effektivisering af kassebetjeningen giver utilfredse kunder på stribe. En del af disse utilfredse kunder vil på et tidspunkt være så tilpas utilfredse, at de vælger at lægge deres indkøb i en dyrere butik, f.eks. Brugsen, der ligger lige ved siden af Netto. Her bliver der passet bedre på kundens varer efter scanningen - hvis de så bare i Brugsen kunne få styr på synkroniseringen af de trykte priser med de priser som kasseapparatet mener er gældende, så ville det være en meget bedre oplevelse, men det er vist et kapitel for sig selv som jeg kan gemme til en anden god gang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar